Guide til valg af waders
Waders er et fantastisk redskab, som giver dig mulighed for at fiske områder, som ellers er svære at komme tørskoede til. At vælge et nyt par waders godt kan virke som en jungle, da der er mange forskellige typer materiale, og andre ting man skal tage stilling til. Vi har her lavet en kort guide med beskrivelser af hvilke ting der er vigtige du skal tage stilling til, nogle gode råd, samt hvordan du bedst vedligeholder dine waders.
Materiale
Vi får ofte spørgsmål til hvilke type waders vi anbefaler, og svaret til det er egentlig ret ligetil: det kommer an på hvad du skal bruge dem til, samt hvilken årstid du primært vil bruge dem. Herunder kommer en gennemgang af de forskellige typer waders, og hvad de har af fordele/ulemper, og hvad du skal være ekstra opmærksom på.
Åndbare waders
Åndbare waders er med årene blevet det mest populære valg til lystfiskeren. Det er for mange et alsidigt valg, da det egentlig bare fungerer som en skal der holder vandet ude. Hvor meget varme du så ønsker, kan du tilpasse med beklædning på indersiden. Til de allerkoldeste måneder kan det godt blive tungt at rende rundt i den mængde tøj, men hvis du skal have en waders der lidt kan det hele, så er åndbare vejen at gå.
Åndbare waders er lavet med en membran der holder vandet ude, og samtidig gør dem åndbare. Membranen kan være i mange forskellige materialer – f.eks. bruger Simms Gore-Tex, Patagonia har deres H2No Performance, mens andre f.eks. anvender Toray.
De er som regel lavet i flere lag materiale – gerne 2-3 lag på den øvre del af kroppen, som ikke er så udsat, mens ben og bagdel er lavet i 3-4 lag for ekstra beskyttelse.
Membranen er dog også det der gør åndbare waders ekstra sårbare. Udover at materialet ikke tåler for hård slitage fra omgivelserne som f.eks. sten og grene, så er saltvand hårdt ved åndbare waders. Saltvandet trænger ind i de små ”porrer” der er i materialet – når det så tørrer, bliver der efterladt små saltkrystaller i ”porrerne”, hvilket gør at de bliver mindre åndbare og der nemmere danner sig kondens. Den nemmeste måde at undgå dette problem er ved at vaske dem med ferskvand hver gang i de har været i saltvand.
Fordele:
- Åndbart (hvis tøjet under er tilpasset)
- Lav vægt
- Nemme at tilpasse
Ulemper:
- Ikke fleksibelt materiale
- Ingen isolerende effekt
- Begrænset slidstyrke
- Øget vedligehold
Se hele vores udvalg af åndbare waders her!
Eksempel på åndbare waders
Neopren waders
Neopren er et gummimateriale med små luftbobler inde i materialet. Det er mest kendt for sin fleksibilitet og isolerende evner. Det er også årsagen til det er meget populært til waders, da det er det nemmere at klare sig gennem de kolde måneder ved fiskevandet.
Materialet er ofte tykt (3.5-5mm.) og belagt med et tyndt lag stof, som skal beskytte mod slitage fra f.eks. sten og grene. Det kraftige materiale gør også at de ikke er så følsomme overfor saltvand som f.eks. åndbare waders, som kræver væsentlig mere vedligeholdelse end neopren. Samtidig er neoprenwaders ofte prisvenlige, hvilket gør dem oplagte til begynder fiskere, eller som vinter waders til lystfiskeren der ikke kan få for meget varme i de kolde måneder.
Neopren er ikke åndbart, hvilket gør at de på varme dage bliver meget varme, og der ophober sig kondens og sved på indersiden af wadersne.
Fordele:
- God bevægelsesfrihed
- Isolerende
- Kraftigt og slidstærkt materiale
Ulemper:
- Ikke åndbart
- Varmt på varmere dage
- Vægten
Se hele vores udvalg af neopren waders her!
Eksempel på neopren waders
PVC & Nylon waders
PVC-waders er den klassiske løsning, som har været brugt i et utal af år. De er lavet i meget kraftigt og slidstærkt PVC-materiale, som har gjort dem populære til karpefiskeri, åfiskeri og lignende, hvor du ofte går gennem krat, tjørne og grene, som nemt kan lave huller i normale åndbare eller neopren waders. Da de er meget prisvenlige, er de også oplagte til børn og folk der skal i gang med at vadefiske, men gerne lige vil teste det af, inden de investerer i dyre waders.
PVC-waders er tynde, og lavet i et materiale der ikke isolerer synderligt meget. Deres primære formål er at holde vand ude, og så må komfort komme i anden række. Det er derfor meget vigtigt at du har varm beklædning under, så du kan holde varmen. Materialet er ikke åndbart, så ved meget aktivitet må du forvente at der kan blive fugtigt på indersiden af dem.
Fordele:
- Slidstærke
- Prisvenlige
Ulemper:
- Meget ringe isolerende effekt
- Ikke åndbar
Valg af sål til waders
Valget af sål på dine waders er vigtig i forhold til hvad de skal bruges til, og hvilket forhold du oftest opsøger. Det betyder ikke at de forskellige typer sål ikke kan fungerer til nogle ting, blot at de er mindre gode til nogle ting.
Vibram/gummi sål til waders
Gummisålen startede egentlig som et forsøg på at begrænse spredning af forskellige sygdomme mellem vandløb, men da gummisålen egner sig bedre til at gå på græs, mudder og lignende har den vundet ind hos mange lystfiskere. Hvis man ønsker endnu bedre greb kan man med fordel montere studs i sålen, da den så også egner sig ganske fint til fiskeri på kysten. På tørre sten skal man dog være opmærksom på at de hårde metal studs godt kan glide.
Vibram er lidt en opgraderet version af gummisålerne. De er ofte udformede på samme måde, men vibram byder på bedre greb og samtidig giver det også lidt bedre holdbarhed
Filtsål til waders
Filtsålen er den klassiske løsning til kystfiskeri og hvis du skal vadefiske i åer med mange sten. Filtsålen har helt klart sine styrker når det kommer til glatte sten i vandet, da den her tilbyder rigtig godt greb. Filtsåler er som udgangspunkt også mere prisvenlige end de andre løsninger.
Filtsålen egner sig ikke godt til bevægelse på land. Hvis du skal gå i mudder eller græs vil du opleve at filtsålerne bliver meget glatte, og du næsten ikke har noget greb her. Dette vil kunne forbedres med studs, som er særligt udformet til filtstøvler.
Filtsålen kan også hurtigt blive slidt, hvis de går meget på grusveje, stier og lignende.
Fastmonteret eller løs støvle?
Med tiden er waders med Stockingfoot blevet mere populære, da den løse støvle giver bedre støtte til fødderne/benene, og samtidig er mere alsidig og behagelig end de traditionelle fastmonterede. De fastmonterede er dog som regel mere prisvenlige og nemme at komme i.
Stockingfoot/Løs støvle
Stockingfoot wader (også kaldet sokkemodeller) er lavet med en neoprensok, som holder dine fødder tørre. De kombineres med vadestøvler, som giver støtte til fødderne/benene og beskytter sokken mod sand/sten. Vadestøvlen fungerer altså lidt som en almindelig vandrestøvle, og det giver dig også mulighed for selv at bestemme hvilken type sål du vil have på.
Der er dog også flere samlinger og udsatte områder på sokkemodellerne, så de kræver ekstra vedligeholdelse for at skylle sand og lignende ud, så du undgår unødvendige skader.
Fordele:
- Bedre støtte til ben og fødder
- Nærmest som en vandrestøvle
- Mere alsidig og nemmere at tilpasse
Ulemper:
- Højere pris
- Flere udsatte områder
Fastmonteret støvle
De fastmonterede støvler er den klassiske løsning, som man ofte ser på Nylon/PVC og neopren waders. Her er der svejset en ”gummistøvle” fast til wadersen, og inde i denne støvle er der en neoprensok, som din fod er i.
Det er ofte nemmere at komme i gang med denne løsning, og holder ofte prisen nede, da man ikke både skal købe waders og støvle. Derudover reducerer man mængden af steder hvor der er udsatte steder, da det ofte er en fuld gummistøvle som er monteret, så det kun er samlingen til resten af wadersen der er udsat.
Ulempen er at det er lidt som at være på vandretur i en gummistøvle. Den byder ikke på samme støtte som de løse vadestøvler gør. De fastmonterede støvler variererdog meget i kvalitet, og nogle af de bedre (og dyrere) waders byder på god støttet og komfort.
Fordele:
- Ofte prisvenlige
- Færre udsatte steder
Ulemper:
- Ofte lavere komfort og støtte
- Mindre mulighed for at tilpasse til den enkelte fiskesituation
Tips til valg af størrelse
Størrelse på løse støvler/vadestøvler
Det er vigtigt at der er god plads til din fod, når du vælger vadestøvle. Hvis støvlen ikke kan rumme både din fod, en tyk sok, samt neoprensokken, da du ellers risikerer at du får klemt varmen ud af sokkerne og forstyrrer blodomløbet til fødderne, og dermed får kolde fødder og ben.
Det kan være svært at vælge den rigtige størrelse, pga. pasform, tykkelse på strømper og lignende, men en god tommelfingerregel er at gå en til to størrelser op i forhold til hvad du normalt bruger i sko. På den måde kompenserer du for den ekstra beklædning.
Hvordan skal waders sidde?
Der er ikke et entydigt svar for hvordan waders skal sidde, men der er nogle gode retningslinjer man kan følge for at forlænge levetiden.
Først og fremmest er det vigtigt at de ikke sidder for stramt, når du har beklædning mm. under. Udover at det klemmer varmen ud af din beklædning, giver det også unødvendig slitage til wadersne. Materialet bliver hurtigere slidt, men det er i sømmene det virkelig kan gå galt. De bliver ganske enkelt trukket ud over hvad de er designet til, og mister dermed deres vandtæthed. Samtidig kan der blive slidt hul i materialet ved kanterne på sømmene, hvis de sidder for stramt.
Den nemmeste måde at teste det på, er ved at sætte sig ned i wadersne. Hvis det næsten er en umulig opgave, eller de strammer, så sidder de for tæt. Hvis det er fordi wadersne er for korte, vil det stramme i skridtet.
Omvendt kan waders også sidde for løst, eller være for lange. Dette er noget nemmere at se, da materialet vil lægge sig i store folder på benene. Dette medfører også øget slitage, da materialet gnider sig mod sig selv, og skaber friktion. Det kan ikke undgås at der vil være lidt folder på benene, men det skal ikke være for store folder.
Vedligeholdelse af waders
Hvis du gerne vil have at dine waders holder i længere tid, så kommer der her et par gode tips til løbende vedligeholdelse. De fleste producenter afviser at reparere og acceptere reklamationer, hvis det er tydeligt at denne almindelige vedligeholdelse ikke er overholdt. Det kan f.eks. være hvis de er jordslåede.
Skyl dine waders efter brug
Saltvand er utroligt hårdt ved dine waders, og især åndbare waders kan blive plaget af skader hvis de ikke vedligeholdes. Det første du bør gøre når du kommer hjem fra fisketur er at skylle dine waders, for at få renset dem for salt, sand og lignende ting, som kan skabe unødvendige skader på dem.
Tør dem ordentlig
Selvom waders er lavet til at være i vand, er det vigtigt at tørre dem efter brug – både på indersiden og på ydersiden. Hvis du ikke gør dette, risikerer du at de bliver jordslåede, at de delaminere eller at syningerne går i stykker. Den bedste måde at tørre dem på er ved at hænge dem i et tørt og varmt rum, med fødderne opad, så ”åbningen” vender nedad. På den måde sørger du for at evt. fugt kommer ud.
Hvis du er blevet meget våd på indersiden af dine waders, anbefales det at vende dem med vrangen ud, for at få fugten ud.
Opbevar dine waders rigtig
Selvom det giver noget frihed at kunne have waders liggende i bilen hele tiden, så du hurtigt kan tage en spontan fisketur, så er det ikke noget som forlænger deres levetid. Man risikerer at de bliver fugtige, der kommer unødvendig friktion eller at syningerne bliver klemt ind i materialet, og der dermed kommer huller.
Det bedste er at have dem hængt op på et tørt sted, så der ikke danner sig fugt i dem, og de hænger udstrækt.
Den rette inderbeklædning
At have den rigtige beklædning under dine waders er essentielt, især når der er tale om åndbare waders. Jeans og generelt bare bomuldsbukser er for det første ikke særlig behagelige at have på under waders, men derudover forringer det i mange tilfælde også levetiden på waders.
Der er ofte mange små metaldimser, lynlåse og lignende på almindelige bukser, som nemt kan lave skader på waders. Derudover er de ikke fugttransporterende, så der vil ophobe sig en masse kondens og sved i dine waders. Udover at det er meget ubehageligt for dig, er det bestemt heller ikke godt for dine waders.
Vask og imprægner dine åndbare waders
For at forbedre levetiden og åndbarheden i dine åndbare waders, anbefaler vi at du vasker dine waders en gang om året, eller efter ca. 15 fisketure i saltvand. Når du vasker dem skal du bruge en mild sæbe, som f.eks. Nikwax Tech Wash, og efterfølgende skal du genimprægnere dem med f.eks. Revivex. Det renser membranen og skaber en ny vandafvisende overflade, hvilket øger åndbarheden væsentlig. Husk at vaske dem ved lav varme, og slå centrifugering fra. Er de meget beskidte bør du rense det værste af med en børste.